Mød Julie – vores design og marketing ansvarlig - Octokom

Mød Julie – vores design og marketing ansvarlig

I dag skal I møde Julie, som udover at have en passion for planter, er octokoms personlige husmor.

Jeg hedder Julie, er 26 år gammel og har lige købt hus i Godthåb. Jeg har en uddannelse som multimediedesigner og en bachelor i digital konceptudvikling. Oprindeligt kommer jeg fra Randers og flyttede til Aalborg i 2013 for at uddanne mig. I forbindelse med mit studie, var jeg i praktik hos octokom. Jeg havde de bedste 3 måneder, hvor der var frihed under ansvar, højt til loftet, godt humør og god sparring. Vi bevarede kontakten, og jeg var så heldig at få en fast stilling hos dem i 2019.

Min arbejdsdag, ansvar og opgaver

Mine arbejdsdage er meget forskellige. Fordi vi er en mindre virksomhed, har man flere forskellige hatte på. For det meste starter min dag ud med en god, solid kop kaffe og herefter sætter jeg mig til computeren og får et overblik over de projekter, vi har gang i og hvilke opgaver jeg skal nå igennem i løbet af dagen. Det kan være alt fra kundemøder, opsætning af hjemmesider, design af hjemmesider i Photoshop, videoredigering og intern markedsføring. Jeg synes, det er rart, at kunne springe rundt mellem de forskellige opgaver og er glad for at Theis og Jesper stoler på mig og giver mig ansvar til selv at kunne håndtere og fuldføre de forskellige opgaver. Det gør mig kun mere kreativ og proaktiv at have den frihed.

Derudover er det også en vigtig opgave for mig, at sørge for at planterne på kontoret har det godt – det er jo vigtigt med et godt indeklima! Så jeg er også lidt en ’husmor’ hos octokom og tømmer opvasker, handler ind og andre lidt mere huslige pligter – det er jo trods alt mænd jeg arbejder sammen med, så det afhænger ofte lidt af mig, hvis kontoret skal se pænt og nydeligt ud.

Det bedste ved octokom

Det bedste ved at arbejde hos octokom er, at man virkelig føler sig som en del af teamet. Der er en flad ledelsesstruktur, hvilket også gør, at man bliver hørt, accepteret og set. Man bliver spurgt til råds og inddraget. Derudover er der en uformel tone på kontoret og mine kollegaer er skide sjove! De er næsten lige så sjove som jeg selv er

Det der giver mit arbejde værdi

Det mest spændende ved mit job er at være med til at se virksomheders digitale tilstedeværelse udfolde og udvikle sig. Helt fra den spæde start med opstartsmøder, behovsafklaring, designudvikling til implementering og den efterfølgende modtagelse af hjemmesiden.

Hvis I vil møde Julie og høre mere om hendes arbejde eller også er plante-entusiaster, så kig ind på kontoret på Vandmanden 22, 9220 Aalborg SV!