Over de seneste måneder har vi oplevet en stor stigning i interessen for WooCommerce webshops.
Jeg har derfor skrevet det her indlæg for at ruste dig bedre, når du skal i gang med at bygge din webshop, eller skal ud og hyre et bureau til opgaven.
Jeg har opdelt det i 3 grupper af overvejelser du bør gøre dig, når du skal i gang med din webshop; Generelle-, funktionelle- og tekniske overvejelser.
?Generelle overvejelser
Pris
Der findes 3 måder at få plugins/temaer på, rent betalingsmæssigt. Der findes gratis plugins, plugins med engangsbetaling og plugins/temaer med månedlig / årlig betaling. Det er derfor en god idé at lave en kravspecifikation (også selvom du selv laver shoppen), for at holde styr på økonomien bag webshoppen og få et overblik over hvad webshoppen vil koste i drift år 2.
Æstetik
Har du overvejet, hvordan du vil have din webshop til at se ud? Skal det nøje matche din nuværende identitet? Forskellige plugins vil se og fungere forskelligt med et givet tema, så det bør du være opmærksom på, når du “handler rundt” ?
Mobilvenlighed
I min optik er mobilvenlige webshop/hjemmesider efterhånden en selvfølge. Det er dog ikke alle plugins, der automatisk tilpasser sig mobile enheder. Da flere og flere shopper via telefonen, er det derfor også vigtigt at have for øje.
Produktoverblik
Et dårligt struktureret produktoverblik kan være et problem både for dig, men især også for dine kunder. Det er derfor vigtigt at have gjort sig overvejelser over hvilke informationer du ønsker at vise frem for dine kunder, men også at det er muligt at tilpasse disse informationer efterfølgende.
?Funktionelle overvejelser
Produkttyper
Hvilke type(r) produkter skal du sælge på din webshop? WooCommerce tilbyder som standard gode muligheder for at sælge forskellige typer produkter. Så om du sælger produkter uden valg, produkter med forskellige størrelser o.l., digitale produkter, eksterne produkter, så er WooCommerce klargjort som standard til dette.
Betaling
Når det kommer til betaling, er der flere spillere på markedet. Personligt kan jeg ikke anbefale nogle mere end andre. Der er forskellige behov og præferencer og det er derfor meget individuelt hvad man finder bedst. Der findes en hjemmeside, som kan give dig et godt overblik over omkostningerne for at kunne modtage ordre og betaling på din webshop. Du kan finde den lige her: www.kortgebyr.dk. På Kort Gebyr er der flest spillere på markedet, og det giver dig som sagt mulighed for at danne et overblik.
Forsendelse
For især nye webshop ejere er forsendelse et punkt, der altid kommer bag på dem. Det er derfor vigtigt, at du har gjort dig nogle overvejelser over hvem der skal håndtere dine forsendelser, hvad dine udgifter er, hvad dine kunder skal betale og om det eventuelt skal være muligt at opnå gratis forsendelse.
Integrationer
Benytter du eksterne systemer ud over din shop? Det kunne eksempelvis være regnskabssystem, system til pakkelabels, kasseapparat osv. Det ville være en god idé, at have gjort sig nogle overvejelser herom inden. Der findes flere udbydere, som udelukkende laver disse integrationer.
Lagerstyring
Det er meget forskelligt om der er behov for lagerstyring eller ej. De fleste webshops som sælger “andres produkter” – eksempelvis tøj – er afhængige af lagerstyring, så man ikke kommer i en situation, hvor det samme produkt er solgt til 2 forskellige kunder. Modsat er der også dem, som producere deres produkter pr. bestilling. De benytter oftest ikke direkte lagerstyring i webshoppen, da produkterne typisk består af forskellige komponenter.
Rapportering
Rapportering er, hvis du spørger mig, super vigtigt for at du kan have et godt overblik over hvad der sælges mest, andet end bare fornemmelse. WooCommerce har god rapportering over produkter og kategorier. Det er også muligt at udvide disse rapporteringer endnu mere, hvis behovet skulle være der.
?Tekniske overvejelser
Skalerbarhed
Hvad er dine planer for fremtiden med din webshop? Hvor mange produkter regner du med at have på shoppen om et år? Vi har lavet webshops med over 10.000 produkter, og er ikke ramt i problemer endnu. Det er dog vigtigt at du vælger en server, som kan kapere mængden af data, men også kan følge med den forhåbentlige stigning af besøgende.
Hastighed
Apropos at kunne følge med stigningen af besøgende, kommer det til hastigheden. Her er det vigtigt at din webshop er optimeret til at performe godt. Det kan gøres på flere måder. Et godt sted at starte er med en webshop, som er udviklet uden unødvendigt fyld. Nogle temaer har en tendens til at blive fyldt på med features, som slet ikke bruges, men stadig indlæses til dine besøgende. En god server, med gode specifikationer, vil kunne hjælpe med at minimere “problemet” af dette, men det bedste er selvfølgelig at undgå det helt. Det er også muligt at lave hastighedsoptimering af webshoppen, minificering / sammenlægning af filer, optimering af billeder osv.
Kryptering
Er det vigtigt at dine kunders informationer er sikre? Jeg tænker, at de fleste vil svare ja til dette spørgsmål. Det er derfor vigtigt (og en selvfølge, synes jeg), at der hvor du har din webshop til at lægge, tilbyder SSL certifikat på siden. Et SSL certifikat (Secure Socket Layer) kryptere data såsom kreditkort og personfølsomme informationer.
Sikkerhed
Serveren din webshop ender med at skulle have, bør have fokus på sikkerheden. Der findes også plugins til WooCommerce som tilbyder dette, men hvis ikke serveren er sikker, giver det ikke meget i sidste ende.
Søgemaskineoptimering
Som standard genererer WordPress / WooCommerce meta titles og meta descriptions. Meta titles og meta descriptions er de tekster og beskrivelser du ser på Google når du søger. Det er dog muligt at ændre disse, hvis du har behovet. Her anbefaler vi at finde et let, men stærkt plugin til dette. Det kunne eksempelvis være RankMath.
Afslutningsvis
WooCommerce er et stærkt shopsystem, og mulighederne er mange. Det er derfor en god idé, at du har skrevet dine tanker / ønsker / krav ned. Om det er til dig selv, eller det bureau du skal arbejde sammen med, er underordnet. For uanset hvad vil det give et godt overblik, og en huskeliste at følge.